|
| |
Januar - Februar 2005
Tilbage
| 24. februar

Så har jeg fået garnet hjem, det var hurtig betjening, jeg
har jo købt det i strikogsy. Så nu er
det bare at gå i gang med at få strikket resten af trøjen.
Jeg fået strikket det ene par februarsokker som vi strikker i
Webstrikgruppen,
der er 2 forskellige i denne måned, som man kan vælge imellem.
Jeg har valgt disse:
men med lidt rettelser, da jeg strikker dem på maskine og derfor har
strikket en timeglashæl i stedet for, plus jeg har tilføjet en kant som
Vivian har introduceret engang
for længe siden.. |
21. februar
Åhhh, jeg er frustreret. Nu var jeg endelig kommet godt i
gang med trøjen a'la norsk mønster, har fået strikket begge forstykker og
er godt i gang med bagstykket og hvad sker der så!!! Der er ikke mere
garn......
Jeg strikker efter en opskrift fra Garnstudio. Jeg plejer jo
sjældent at strikke lige efter opskrift og så har jeg selvfølgelig rettet
mig efter hvor meget garn der skal bruges, det har jeg så bestilt og fået
sendt hjem men nu skal jeg på den igen med at bestille hjem, fordi der ikke
er mere garn af bundfarven. Det er da pokkers ærgerligt at jeg nu skal
betale porto en gang til, havde jeg bare vidst det, så havde jeg bare
bestilt det mere. Ææøvv |
18. februar
Så har jeg fået strikket det første ærme til den trøje
a'la norsk mønster som jeg har fået en bestilling på.
Det har holdt hårdt, med mange forsøg. Jeg startede med ærmet da det er en
størrelse der er til at få et overblik med.
Da jeg jo ikke kan strikke så stort et arbejde i hånden mere, har jeg
været nødt til at omregne opskriften til den elektroniske grovstrikker som
jeg har lånt af Susan U. Min egen grovstrikker har ikke noget hulkort eller
lign. til at kunne strikke mønster med og jeg orkede ikke at sidde og være
nødt til at skulle udvælge hver række.
|
| 11. februar Nu har jeg endelig fået garnet hjem til et projekt som jeg
selv er spændt på. Jeg har fået en bestilling på en trøje i norsk mønster og
det har jeg ikke prøvet før, altså at strikke på bestilling.
Jeg skal strikke den på maskine, så nu skal jeg til at lave maskeprøver.
Garnet er for tykt til at strikkes på min alm. strikkemaskine, så jeg har
lånt en elektronisk grovstrikker som jeg forhåbentlig kan finde ud af, jeg
håber at garnet så også kan strikkes på den uden at det vil komme til at
blive for løst.
Jeg mangler en maskine der har en afstand på ca. 7 mm mellem nålene, det
havde nok bedre passet.
|
| 9. februar

Nu må jeg vist lige tage mig selv i nakken, har været meget
sløv i betrækket.
Jeg
har dog fået strikket lidt, (i hånden endda) en lille moebius til at tage om
halsen, sådan bare lige for at prøve af om jeg kunne finde ud af det. |
| 25. januar Så er min rettede spiralsok/søpølse blevet færdig,
nu
er det bare hvornår den næste bliver færdig.
Det har taget lang tid, for jeg har jo skulle omsætte opskriften til
strikkemaskine/garterslæde, men efter adskillige forsøg er det endelig
lykkedes.. |
| 21. januar Jeg har meldt mig til den sokkeklub som er blevet oprettet
i Webstrikgruppen.
Det går ud på at der skal strikkes et par sokker om måneden og der kommer så
en opskrift for den måned, som man kan følge.
Januars opskrift er Spiralsokker/søpølser.
Det er nu sjovt, bare den tanke at vi er så mange der strikker efter den
samme opskrift. Det som jeg indtil nu har set er, at selv om det er samme
opskrift er der faktisk ikke 2 par der er ens.
Da jeg ikke kan strikke ret meget i hånden er jeg glad for det er ok at
jeg strikker den på maskine.
Jeg har da også fået strikket den første sok, men den er blevet alt for
lille, jeg har slet ikke taget højde for at strikket trækker sig så meget
sammen. Jeg har ikke fået syet den sammen endnu, så jeg har besluttet at den
bliver pillet op igen.
Jeg har tastet mønsteret ind i min strikkemaskine og brugt min Garterslæde,
det var nu spændende om det kunne lade sig gøre, det tager jo en krig med
den slæde, men det lykkedes efter mange forsøg, men som sagt er den blevet
for lille. Nå pyt, det er jo bare at gå i gang igen, bare med flere masker
på.
Jeg har brugt noget gråt strømpegarn jeg havde liggende, jeg kan ikke huske
hvor jeg har det fra, men måske fra rodebutikken/overskudsgarnlageret i
Ringsted. |
| 7.januar Jeg håber at I alle er kommet godt ind i det nye år.
Nu må jeg hellere vise at jeg ikke er stået helt af, jeg har bare ikke haft
energi til at få skrevet noget som helst.
Jeg har læst/hørt lydbøger medens jeg har tullet rundt, for tiden er det
en fantasybog af Terry Brooks der hedder "Shannaras sværd", de er på
kassettebånd, 19 stykker, så jeg har også lige måtte få anskaffet mig en
afspiller.
Det tager jo 3 kvarter at køre på arbejde så er det godt at høre en bog
undervejs.
Lidt har jeg dog fået lavet, et par sokker som jeg skal valke/filte.
Jeg er spændt på hvor meget de kryber, de er nu lagt ud til vaskemaskinen
hvor de venter på deres tur, jeg har slet ikke styr på hvilken størrelse de
vil blive.
Jeg skal jo passe på med det strikkeri i hånden, men jeg tænker hver
gang, "at nu går det jo godt, du kan igen" og så er miseren der og jeg
bliver straffet igen, igen. For det giver jo udslag i en massiv hovedpine
med lydoverfølsomhed, synsforstyrrelser og kvalme, da jeg jo ikke kan stoppe
når jeg først får begyndt, det holder flere dage og er slet ikke rart.
Det er egentlig utroligt at jeg ikke lærer af det!!! |
tilbage
Forrige indlæg
|