Start
Fotoalbum
Strik
Strikgalleri
71 gode grunde
Forkortelser
Links
Løst snak
Vævning
Vævgalleri
Spinding
Om mig

 

Oktober - December 2006

Tilbage

29. december

Jeg vil lige vise hvad jeg lige er blevet færdig med at strikke, det er en baby surprise udviklet af Elisabeth Zimmermann!

Sådan ser den ud lige når den er taget af pindene og efter at jeg har fundet ud af at folde den rigtig , så voila! en trøje til Adam. Nu mangler den bare at blive syet sammen på skuldrene og have strikket en kant i halsen.
Jeg har strikket den i Fortissima og med dobbelt garn.

27. december

Jeg ønsker alle Jer der har fulgt med på mine sider et Rigtigt Godt Nytår.

Forhåbentlig vil I komme tilbage for at se om jeg har lidt nyt at fortælle, det har jo ikke været så meget på det sidste, men jeg vil prøve at skrive lidt hver uge.

 

14. december

TAH-DAH og trommehvirvel, må jeg præsentere mit nye barnebarn!
Adam

D. 9. december kl. 9.30 så han dagens lys, han vejede 3700 g og målte 50 cm.
Han er den dejligste lille søde dreng som man kan se, godt nok en uge senere end termin, men når man venter på noget godt....
Mor, far og Adam har det godt og er hjemme i eget hus igen, så nu kan der jules for fuld skrue, det har jo været lagt lidt i venteposition.
 

30. november

Så er det slut med Remisen for i år, det har som sædvanlig været meget hyggeligt.
Der var mange mennesker, dog mest om lørdagen.

Der kom jo også nogen fra Webstrik på besøg, desværre fik jeg ikke sludret så meget med dem alle, men hvor var jeg glad for at de kom.
Jeg fik jo lidt fibre med hjem, kunne jo ikke lade være, det var noget meget lækkert nougatfarvet og hvid Blue Faced Leicester. Desværre er farven ikke rigtig på billedet, den nougatfarvede er meget lysere, men hvor er det dejligt, jeg glæder mig til at komme i gang med at spinde det!!

Igen i år er jeg blevet inviteret ind til julemarkedet på Frederiks Bastion, så der vil jeg være at finde
lørdag d. 9 og søndag d. 10 december fra kl. 11 til kl. 16 begge dagene, der er gratis adgang.

Det er Norden i fokus der holder det, og adressen er:
Refshalevej 80, København K.

Det er et rigtig hyggeligt sted i det gamle krudthus på Christianshavns vold. Mange forskellige kunsthåndværkere fra hele Norden vil have deres ting med derinde, så kom endelig ind og hils på.


 

24. november.

Jeg har ikke skrevet ret meget her, da jeg har travlt med at gøre klar til julemarkedet, nu er jeg næsten helt færdig og jeg vil da lige gøre lidt reklame for det.

Jeg glæder mig til at se dig!

4. november

Jeg vil lige gøre lidt reklame her:


I anledning af at Midtsjællands vævekreds lige har udgivet en bog med titlen Vævning for Venus, har TVøst lavet et program om bogen. Udsendelsen blev sendt i mandag d. 30. oktober. Har du ikke har haft mulighed for at se TVøst og har lyst at se udsendelsen, så kan du gå på nettet her: klik på portræt: Vævning og du vil se den. Udsendelsen vil ligge der til på mandag d. 6.november.

Der er mange forskellige medlemmer fra vævekredsen der har bidraget til den bog. Når jeg skal være ubeskeden så synes jeg at det er en fremragende bog. :-D
Jeg har fået 2 af mine ting med, nemlig denne og denne de er begge udført med væv og strik. Disse billeder er ikke gode, men jeg er heller ikke professionel fotograf, de skal ses i bogen.

Her er mere omtale af bogen http://www.midtvaev.dk/venus.html  og her er presseomtalen http://www.pryds.com/venus/

22. oktober

Jeg har jo haft et Strik-in d. 12. oktober,  selv om vi ikke var ret mange, så synes jeg at vi havde en rigtig dejlig dag, hvor der blev  strikket, sludret og drukket kaffe og te.
Jeg fik desværre ikke taget nogle billeder. Lise gav mig et par fyrfadsstager som hun selv havde dekoreret samt de sødeste små frøer!!
De er så  dejlige, jeg kan jo ikke stå for frøer og det ved Lise, tusind tak for dem.

Jeg har fået spundet lidt af det merino jeg købte da der var fåredage på Ryegaard. Jeg blandede lidt tussahsilke med i den ene tråd for at give lidt glans til merinoen. Silken var besværlig at få jævn i tråden, jeg prøvede først at karte det sammen, men det gik ikke, silken ville ikke glide ordentlig, så tog jeg en længde merino og delte i flere tynde lag, lagde silke også i tynde lag ovenpå, lagde lagene oven på hinanden og spandt over fold. Så gik det lidt bedre, men det er ikke nemt at spinde så silken ikke lægger sig alene.

15. oktober

Nu har jeg fået lagt alle de gamle indlæg ind i arkivet.

13. oktober

Så har jeg flyttet min web-log her til http://bentestrik.dk
Jeg vil dog stadig beholde http://bethdesign.dk sådan at der er nogle ting der ligger der og andre ligger her.

Jeg håber at det ikke vil give dig for mange problemer, men jeg havde ikke mere plads på http://bethdesign.dk derfor har jeg valgt at flytte dette domæne sådan at jeg nu har plads til det hele. Efterhånden vil jeg prøve at få alle link til at passe sådan at der forhåbentlig ikke mere vil blive problemer.
 

Tilbage                                                                                     Forrige indlæg

Skriv til webmaster @ bentestrik .dk hvis du har nogen spørgsmål eller kommentarer
Husk at fjerne mellemrummene
Jeg vil forsøge at svare dig indenfor 48 timer.