Her er en artikel jeg har kopieret fra ”Lethrica” Oktober 1995. 
Det er et blad udgivet af Egnshistorisk forening for Lejre kommune. 
Artiklen var skrevet af Gudrun L. Reich

Egnshistorisk forening for Lejre kommune

OM AT SPINDE MED HÅNDTEN

Tenvægte, fundet i Lejre

Der er efterhånden fundet et betydeligt antal tenvægte i Lejre og omegn af forskellig størrelse og vægt. Her skal derfor forsøges en beskrivelse af hvordan de har været brugt.

En håndten er enkel primitiv og alligevel utrolig funktionel. Fra de ældste tider over hele jorden kendes den, og der findes steder, hvor den endnu er i brug. 

For at komme i gang med at sy eller væve må man have garn, og fra slutningen af bronzealderen og helt op til vore dage er garn blevet spundet med tenvægt og ten – en håndten.

Dens tykkelse har betydning for, hvor meget tråden bliver snoet. En tynd ten drejer flere omgange end en tyk og spinder derved tråden kraftigere. 
Ligeledes har tenvægtens vægt og størrelse betydning for det færdige garn alt efter, om det skal spindes tykt eller tyndt, eller om to tråde skal tvindes sammen til én.
En stor vægt spinder ikke så kraftigt som en lille, men forholdsvis tung tenvægt, en kegleformet drejer hurtigere end en skiveformet. Og hvis ikke hullet sidder helt nøjagtigt i midten, vil tenen ”slå” og være dårlig at spinde med.

Lise Warburg har i sin ”Spindebog” en håndten fra Indien, der kun vejer 4 g, som blev brugt til den fineste uld og tyndeste tråd. Lejres tenvægte vejer fra ca. 4,5-45 g. nogle tenvægte er bedst til plantefibre, andre til uld, og nogle har tenen fastsiddende på tenvægten. Oftest har tenen kunnet tages af tenvægten, når den var spundet fuld. Så satte man en ny ten i vægten og spandt videre, men man gik eller stod.

Tenvægten kunne sættes foroven eller forneden på tenen, med vægten foroven spandt man de lange dækhår, gedehår, hør og plantefibre, så det ses , at en spinderske havde brug for vægte i forskellige størrelser og udformninger.

Garnspundet på håndten bliver i princippet kamgarn, d.v.s. et garn hvor alle fibrene ligger parallelle, tæt til hinanden, fordi tenvægtens tyngde strækker fibrene helt ud, inden de snos sammen – det giver et stærkt garn.

Et let og porøst garn fås, når tenen støttes, f.eks. drejer rundt i en skål eller på jorden, så den ikke tynger fibrene, men kun snor dem, hvorved fibrenes krusethed bevares, og der kommer luft i garnet.

Selve spindingen foregår ved at tenen sættes i hullet på tenvægten og sættes i gang som en snurretop tenvægten trækker i spindematerialet samtidig med, at den snurrer og snor fibrene til garn
Når garnet er spundet så langt, det kan håndteres, vikles det om tenen og fæstes til det lille hak eller krogen på tenen.

Derefter begyndes spindingen forfra, indtil tenen er fuld og udskiftes med en ny ten, som puttes i tenvægten og det hele starter igen.

Spindematerialet kunne man have omkring en stok, som holdtes under venstre arm eller var stukket ned i bæltet. Herfra trak men fibrene ud, mens man gik og spandt. Stokken kaldtes en rok, og da senere hjulrokken blev opfundet, gik navnet over til at betegne denne.

Kvinde, som spinder

Tene må altid have været ved hånden både hos gamle og hos unge, kvinder og mænd, hvor de gik og stod, på mark og sti og i det mørke hus ved arnen. De behøvede ikke at se på deres spindearbejde, fingrene mærkede hver bule og brist p tråden, og arbejdet var meningsfyldt og vigtigt.

At spinde var en så basal del af livet , at det kun sjældent er nævnt som hverdagens andre gøremål.

I adskillige kirkers kalkmalerier ses Eva med håndten og i nogle Adam med spade. Det viser, at man også i middelalderen mente, at de første mennesker på jorden havde denne arbejdsfordeling. (Se forsidebilledet)

Sådan har det været i jernalder, vikingetid og middelalder, i fruerstuer, jomfrubure, huse og hytter.

Middelalderlig spindescene; Det var ikke kun kvinderne, der spandt
 

Der skulle tøj på kroppene og tæpper i husene både til gavn og pynt. Kirker og haller krævede smukke tekstiler, og mænd skulle bruge telte og sejl m.m.
Det har ikke kun været guldbroderi i og nedlagt syning, de udførte i stuer og bure, de har også haft travlt med at spinde på håndten.

I skibssætningens kvindegrave er fundet håndtene, både i de almindelige grave og i den fornemme kvindes grav. Hun har fået sit skrin med i graven – et skrin, der må have været meget smukt engang. Det stod ved hendes fødder, men var slemt medtaget af ælde.

Endnu sås resterne af de fine jernbeslag og fint emaillerede beslag på låget, der havde omgivet af dobbelte rækker tinstifter, forgyldte bronzebeslag og med lukketøj af bronze, udformet som dyrehoveder. Indholdet var bortsmuldret undtagen hendes tenvægt og nogle stykker læder. 

Håndtene kunne ikke undværes, heller ikke efter døden. I folkeviserne kan vi være heldige at finde lidt om, hvad kvinderne tog sig til , bl.a. i visen om Marsk Stigs døtre. Marskens døtre er kommet til Norge og kong Erik spørger dem om, hvad slags døtre, de er og hvad de har lært.

De siger: ”At brygge og bage har ej vi lært , men vi kan væve såvel i rør, vi guld kan spinde og væve o lad, så snildelig lade væven gå (udpluk af versene)

I 1200-tallene kendtes rokken ikke, så Marskens døtre må have spundet på håndten.

I 1300-tallet begyndte skotrokken at komme frem. Den spandt blødt og elastisk garn, som brugtes til tværgående tråde i væven (islæt), mens de lodrette (trenden) skulle spindes på håndten for at være stærke nok. 

Ægyptisk spinder, oldtiden

Spinderske fra Bulgarien

Tro ikke, at håndspundet garn altid er klumpet og groft. Det rigtigt håndspundene garn er ofte finere og bedre end det maskinspundne, fordi materialerne fra begyndelsen har gennemgået en finere proces, end det er muligt på en fabrik. 

Der ligger store muligheder i materialer, som industrien må lade ligge af økonomiske grunde, men som med fordel kan håndspindes.

Som sagt er der spundet på håndten helt op til vore dage, især til reb og net, som skulle være ekstra stærkt. 
Evald Tang Kristensen skriver om fattigfolk og hyrder (i midten af 1800-tallet), hvorledes de samler den uld, der hænger fast i lyng og krat og spinder den ved hjælp af en lynggren. 

I SKALK 4/74 findes et dørmaleri af en pige fra 1700-tallet, som spinder på håndten.

Der kunne nævnes mere, men den lille tenvægt har været et uundværligt redskab i årtusinders daglige liv – det er ganske vist!

Gudrun L. Reich