Lise Neergaard ved sin spolebremserok. 
Hun foretrækker denne type rok,
dels fordi den kan spinde mange forskellige varianter af garn,
og dels fordi den er hurtig at spinde på.

Lise Neergaard, Kirke Syv syd for Roskilde er håndspinder om en hals. Hun nyder at fremstille garn fra får, der græsser lige uden for hendes hus. 
Men hun har længe ærgret sig over, at megen håndspinding beror på tilfældigheder. 
Indtil hun faldt over to spindebøger skrevet af en skotsk lektor i matematik, Mabel Ross. 

I bøgerne "The Essentials of Handspinning" og "The Essentials of Yarn Design for Hand-spinners" viser Mabel Ross, hvordan man simpelthen måler sig frem til netop det garn, man ønsker at spinde og hvordan man styrer processen undervejs. Det er Lise Neergaards ønske at oversætte de to bøger, men i første omgang giver hun her lidt af sin nyerhvervede viden videre. 

Mange sværger til håndspunden garn, netop fordi uldens fine egenskaber understreges herved og endog forstærkes, når den spindes og tvindes i hånden ved en rok. 
Men det er de færreste, der har tæft og øvelse nok til at ramme et garn, der ligger tæt opad det maskinspundne garn, der henvises til i den strikke- eller væveopskrift, som man ønsker at følge. 
Eller som kan fortælle andre, hvordan man kommer frem til et garn magen til det man begyndte at spinde sidste forår, og som man nu ønsker at fortsætte med om efteråret. 

Det er ikke nok at sige, at garnet skal være tyndt som en sytråd, eller hårdt og stærkt som et rendegarn eller blødt og lækkert som et strikkegarn. Nej, der må mere præcise udtryk til. 
Til hvilket formål inden man går i gang med at spinde, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad garnet skal bruges til, og hvad det skal kunne tåle. 

Materiale og antal snoninger per cm (sno/cm) på det nyspundne garn skal passe til formålet. 
Jo flere sno på garnet, jo stærkere er det. Ved at sno eller tvinde flere tråde sammen får man et endnu stærkere garn. 
Fra gammel tid ved man, at man får et stærkt og glansfuldt garn ved at spinde ulden, så snoretningen hælder til venstre i en såkaldt s-spinding. Rokkens hjul drejer da mod uret. 

Ved bagefter at tvinde trådene sammen i den modsatte retning af spinderetningen får man balance i garnet, og det falder til ro. De stærke snoninger fra spindingen ophæves herved. 

Skal det spundne garn ikke være så stærkt, men hellere blødt og varmt, spinder man garnet i en såkaldt z-spinding, hvor snoretningen hælder mod højre, og rokkens hjul drejer med uret. Og tvinder selvfølgelig garnet modsat bagefter.

Alt dette kan man læse mere om i Lise Warburgs Spindebog. Men nu er det at Mabel Ross kommer ind i billedet.
Når man har bestemt sig for, hvor tykt garn man vil spinde, så er det blot at gå i gang efter hendes anvisninger og have en blyant og en målepind inden for rækkevidde, mens man spinder. Og om fornødent et forstørrelsesglas.

Garnets tykkelse

Inden man kører det nyspundne garn ind på spolen snor man det tæt om blyanten inden for den måleenhed, man vil arbejde med. Dernæst tæller man antallet af tråde, der kan ligge inden for måleenheden og regner ud, hvor mange der er plads til per cm.
Det kræver selvfølgelig en vis øvelse at kunne holde en konstant tykkelse i garnet, mens man spinder, men på denne måde kan man kontrollere garnet undervejs.

Mabel Ross opererer med engelske inch, der er lig 2,5 cm, hvilket fremgår af illustrationen (Fig. 1). 
Her ses, hvordan man vikler garnet på blyanten, eftersom dette er venstre- eller højredrejet, mens linealen jo lige så godt kan være inddelt i cm.

Lise Neergaard har omregnet nogle eksempler fra en af Mabel Ross's tabeller (se tabel 1). 
Ved at tælle antallet af tråde, der kan være inden for 1 cm, kan man her se i første kolonne, hvor tykt det maskinspundne garn er og i anden kolonne hvilket nr. strikke-pind. der anbefales brugt hertil.

I tredje kolonne angives, hvor tykt man skal spinde den enkelte tråd, for at den tvundet (2-tradet) vil ligne det maskinspundne garn.
Hvis man skal finde det bedst egnede nummer i strikke-pinde til et færdigt, håndspundet garn, vikler man dette tæt om en lineal og beregner, hvor mange mm to tråde måler.
Antal millimeter angiver tykkelsen af strikkepinden, men selvfølgelig skal man jo altid lave en strikkeprøve.

Udvekslingsforholdet 

For at kunne spinde garn i mange forskellige tykkelser, må man vide, hvor mange gange tråden bliver snoet, for hver gang man har trådt rokkehjulet een gang rundt, forklarer Lise Neergaard og henter sin egen rok frem. 
Hun fortsætter: Man finder sin roks udvekslingsforhold ved at måle det store huls omkreds med en snor og derefter måle til mærket på snoren med et måleband. Tilsvarende måles tentrissen med snor og målebånd. 
Rokkehjulets mål divideres så med tentrissens mål. 
Det tal, der fremkommer, fortæller, hvor mange sno man får, når man træder een gang på rokken. 
Har man så bestemt, hvor mange sno man ønsker på sit garn per cm, må man derefter regulere den hastighed, hvormed man lader garnet køre ind på spolen. Jo langsommere jo flere sno, ved vi.

Så man må arbejde hurtigt, når man ønsker et blødt garn, eller sætte rokkesnoren på den største af tenens trisser. 
Et udvekslingsforhold på 6,5 - 7 er velegnet til strikke-garn, men til hurtig spinding af tyndt garn er det mere effektivt med et udvekslingsforhold på 9 - 10. 

Lise Neergaard målte engang Dalarrokkens udveksling til 13, men den er jo også lavet til spinding af hørrens lange fibre. Som ved alt andet gør øvelse mester, så det kan godt være. at man ikke lige med det samme finder den rytme, der giver det ønskede antal sno per cm.

Mængden af sno

Det spundne uldgarns styrke og dets hårdhed, dets blødhed og evne til at varmeisolere eller til at sammenfiltre er egenskaber, der er bestemt af, hvor mange sno der er på garnet. 
Så når man har fundet garnets tykkelse, er næste skridt at bestemme det antal snoninger der skal være per cm for ar få spundet netop den type garn, man ønsker til et bestemt formål. 
Antallet af sno per cm hænger nøje sammen med den hældningsgrad som snoene ligger i i forhold til trådens længderetning.

Jo hårdere spundet garn med flere sno per cm jo større er disse snos hældningsgrad. Man kan forestille sig, at de mange sno næsten lægger hinanden ned. 
Mabel Ross har målt disse hældningsgrader i forhold til antallet af sno per inch ved forskellige tykkelser af garn, og Lise Neergaard har omregnet nogle af disse størrelser til danske forhold. 
Disse tal kan hjælpe håndspinderen til at fremstille det ønskede garn og undervejs holde denne kvalitet. 
Det er lettere at måle snovinkel og antallet af sno, når man arbejder med naturgarn eller meleret garn, hvor de mørkere fibre træder tydeligere frem og viser retningen, men ellers må man ty til et forstørrelsesglas.

Billederne er små for at lette indlæsningen. Vil du se et større billede, klik på de små billeder.

Sådan måles hældningsgraden på et garns sno:

Dels på tegningen til venstre, dels i praksis som vist på fotografiet herover.
 

Spind på plejehjemmene

Lise Neergaard er meget glad for sin spolebremserok. Denne type rok spinder man også på i Skotland, men den har aldrig rigtig fundet indpas på kontinentet. Som hun siger: Fordi en rok er gammel, er den ikke nødvendigvis god. 
Hun har fået sin spolebremserok i samlesæt fra New Zealand. fibrene er ordentligt forbehandlede, kartede - eller kæmmede, som Lise Neergaard foretrækker det efter en ældgammel metode. 

Men det er en helt anden historie. Lise Neergaard slutter af med at opfordre til, at man tager spinding op på alle Danmarks plejehjem. Hun ved, hvad hun taler om, for hun er selv 80 år og hun lærte at spinde under krigen. 
Og hvor har det ikke bragt hende mange gode stunder og gode venner, så hun under andre den samme glæde.

Litteratur: 

Mabel Ross: The Essentials of Handspinning. 1983. Eget forlag. 
Mabel Ross: The Essentials of Yarn Design for Hand-spinners. 1984. Eget forlag. 
Lise Warburg: Spindebog. Forlaget Borgen.