Om uld

Her er en artikel jeg har fundet på nettet men kan desværre ikke huske hvor

Uldens kvalitet

Som tekstilfiber er uld et naturprodukt med uovertrufne egenskaber. Uld er stærk, elastisk og meget varmeisolerende. Uldfiberen er opbygget af proteiner, idet den består af marv, hornlag og overhud. Den bedste uld sidder på fårets bryst og sider. Ulden er ringere på fårets ryg, hals og lår. Fårets uld kan sammenlignes med menneskehår eller pelsen på en hund eller kat. Fårets ernæring, pleje og omgivelser er derfor af stor betydning for uldens kvalitet. Uldens kvalitet afgøres af fiberlængde (2,5 - 40 cm), finhed (hårtykkelse), strækbarhed (op til 70% af sin egen længde), styrke, elasticitet, antal krusninger, glans, filtningsevne, jævnhed og renhed. For hver egenskab findes der normer. De forskellige uldsorter har specielle egenskaber, som hver især har deres anvendelsesområder.

Klipning

Fårene klippes 1 eller 2 gange om året afhængigt af, hvilken type får det drejer sig om. I forbindelse med klipningen bliver ulden sorteret. Efter klipningen rengøres ulden for fedt, plantedele og andre former for forurening, hvilket sker ved skånsom vask i blødgjort vand. Ulden opbevares i papirsække. Uldproduktionen hos de forskellige fåreracer er 2-4 kg årligt.

Garnfremstilling

Traditionel behandling af ulden

Kartning

Kartning er den almindeligste og mest traditionelle forbehandling af uld. Det er et tidskrævende og hårdt arbejde, der forringer uldens kvalitet. Man mister noget af uldens oprindelige egenskaber blandt andet noget af glansen. Mange fibre rives over, og det giver øget risiko for at garnet filter, kryber og kradser. Af fordele kan man nævne: Man får et fuldstændig ensartet produkt og al ulden kan bruges. Der anvendes karter til kartning.  

Spinding

Ved spinding sker der en udstrækning af fibermassen til tyndere fiberbånd, der snos for at blive stærkere og derefter vindes op. Til spinding anvendes enten håndten eller spinderok:

Håndtenen er det ældste spinderedskab man kender, og den bruges stadig over det meste af jorden. Princippet i håndtenen er enkelt: En lige pind med noget tungt på, så den kan rotere og holde rotationen. Ved tenens rotation snos garnet og vægten sørger for strækningen. Når tråden er spundet tilstrækkeligt og er så lang som, man magter at løfte armen, vikles tråden op om tenen. Tråden fæstnes på ny, og man begynder igen.

Ved spinderokken sker udtrækningen af uldfibrene mellem spinderens hænder. Snoningen sker ved, at rokkens hjul, drejer tenen og dermed tråden. Tråden går herefter ned på spolen, hvor den vindes op.

Tvinding

 Hvis man ønsker et stærkere og mere jævnt garn, kan man sno eller tvinde to eller flere tråde sammen til et garn (se figur). Man kan også frembringe forskellige typer strukturgarn ved at holde den ene tråd løst og den anden tråd stram. Ydermere kan man tvinde forskellige typer uld eller forskellige farver sammen.

Et moderne spinderi

I dag er garnfremstillings-processen mekaniseret. Når ulden er vasket kommer den i en række kartemaskiner, som forvandler den til et let "flor". Alle uldfibrene er revet fra hinanden og floret ligger i 2 cm brede tråde. En spindemaskine forvandler dette flor til strikkegarn ved at sno det og vinde det op. Herefter tvindes garnet sammen med en eller flere tråde. Når garnet har været i vaskemaskine, for at fjerne olie og snavs fra processen, bliver det centrifugeret og tørret.

Garnkvaliteter

Man skelner mellem to kvaliteter indenfor uldgarn.

Kamgarn spindes af særlig lange uldfibre, der strækkes og kæmmes så de små uldfibre fjernes. De lange fibre bliver lagt parallelt, så tråden ved spinding bliver fast og jævn. Kamgarn regnes for det mest slidstærke garn. Når man strikker med kamgarn ses trådene tydeligt, og strikkemønstre vil træde tydeligt frem.

Kartegarn: Efter vask og tørring i varm luft bliver ulden kartet. Den kartede uld spindes af de korte, krusede uldfibre, der ved kartningen er blevet blandet, så svage og stærke fibre ligger mellem hinanden. Karteuld strækkes ikke, og fibrene ligger ikke parallelt. Resultatet er et loddent og luftigt garn, der er varmt, men ikke særlig stærkt. Strikker man med det lodne kartegarn bliver mønstertegningen diffus og udflydende.

Strikning

Strikning er et ældgammelt håndarbejde, der menes, at være opfundet af araberne ca. 200 år e. Kr. Senere blev kunsten ført ud i verden ved hjælp af handelsfolk og søfolk. Det var dog først i det 16. århundrede, at der kom rigtigt gang i strikningen, da lange silkestrømper kom på mode. Det blev et mandligt håndværk, og der blev ligefrem dannet strømpe- og strikkelaug i Tyskland, England og Frankrig. Uddannelsen til strikker tog 6 år: 3 år i lære og 3 år, hvor man rejste rundt. Disse laug hævede strikkestandarden til det fuldkomne, og strikket beklædning blev udført i mange farver og mønstre, der mindede om vævede stoffer. I de lavere samfundslag var baggrunden for strikningen anderledes. Man strikkede af nødvendighed, ikke kun til sig selv, men også med salg for øje og hele familien deltog. Strikningen har således udviklet sig ad to forskellige veje: Gennem laugene og i hjemmene. I begyndelsen af det 19. århundrede blev strikningen offer for maskinalderen. Håndstrikningen blev fortrængt. Den fine og sarte strikning blev gradvist grovere. Håndstrikning fortsatte dog blandt bønder og folk på landet. Under 1. verdenskrig kom der igen gang i hænderne. Senere mistede de håndstrikkede arbejder igen deres betydning. Interessen for håndstrik blussede dog op igen i 1980'erne.

Hvad strikkede man?

Først og fremmest strømper og vanter. Derefter trøjer, sjaler, underskørter, tophuer, nathuer, nattrøjer og løse ærmer, der skulle sys til korte bluser af uldstof. Derudover muffediser, mavebælter og brystlapper til gamle og svagelige mennesker.

Op

Skriv til webmaster @ bentestrik .dk hvis du har nogen spørgsmål eller kommentarer
Husk at fjerne mellemrummene
Jeg vil forsøge at svare dig indenfor 48 timer.